China Miéville: The Scar

China Miéville: The Scar

mievillescarPIRATER OG MONSTRE. En sagnsomspunden, flydende piratby ønsker at hæve noget udenjordisk fra havet, og en broget skare af mennesker og andre racer blandes på kryds og tværs i dystre planer og sammensværgelser.

”The Scar” starter med et kort og dystert optrin, og det er en stemning, der holdes igennem hele det massive værk. Noget fremmed har fundet frem til de velkendte have, hvor handlingen udspiller sig.

Imens er Bellis Coldwine på flugt fra New Crobuzon, en af Bas-Lags største byer og centrum for handlingen i Mievilles forrige bog, ”Perdido Street Station”. På trods af, at byen mere eller mindre spillede en hovedrolle i den historie og som sådan var ganske eminent udbygget, foregår ”The Scar” et nyt og helt anderledes sted. På sin vis er det sørgeligt, da jeg gerne genså den gotiske, steampunk-inspirerede metropolis – på den anden side er det en mulighed for forfatteren for at bevise, at han evner at skabe en ny, anderledes og spændende by inden for de samme rammer.

Coldwine havner nemlig i den sagnomspundne flydende by, Armada, et besynderligt kludetæppe af skibe, teknologi, magi og forskellige racer – sammen med hende om bord på skibet Terpsichoria er bl.a. videnskabsmanden Johannes, New Crobuzon-agenten Fennec og Tanner, en Remade; dvs. en forbryder, hvis krop er blevet ændret gennem en ækvivalent til nano-/genteknologi ifølge en ganske uigennemskuelig plan.

Det er hovedsageligt igennem disse personer, at vi introduceres til Armadas fortid, nutid og vigtigst af alt: det uhyrlige projekt, der udgør byens fremtid.

Coldwine ansættes i det, der går for byens bibliotek, mens Johannes føres bort for at deltage i hemmelig research, og Fennec forsvinder for at gøre sig selv til en del af livet på byens skyggeside – han bærer en hemmelighed, der kan afgøre deres hjembys skæbne, og han vier ikke tilbage for noget i forsøget på at bringe den tilbage. Og Tanner – han tager skridtet fuldt ud og ændrer sin krop, så den er tilpasset til det hav, hvorpå de er dømt til at leve resten af deres liv.

Havet udgør en stor del af skuepladsen for ”The Scar”, både som arena for store slag, skjulested for hemmeligheder, man nok ikke burde søge at kende og i det hele taget det lærred, hvorpå handlingen beskrives. I dybet lurer der monstre, og de er på vej mod overfladen.

”The Scar” er en oplevelse, mildest talt. Den udnytter Bas-Lag optimalt, samtidig med at den bygger videre på universet – både i kraft af nye ukendte steder og en udbygget baggrundshistorie (med hints til en tidligere, interdimensional invasion).

Som før er det en blanding af SF og fantasy – men ikke på den rædsomme facon, der blander rumskibe og magi eller forklarer magi som en naturkraft, vi endnu ikke har opdaget. Bas-Lag er et gennemført fantasy-univers, mens skrivemåden, systematikken, sensibiliteten… det tyder alt sammen på en forfatter, der kender og elsker sin science fiction – man kunne kalde det ”hård fantasy”.

Og man kan tydelig mærke Mievilles nydelse ved ord. Han introducerer nye begreber og navne, og hvor det ikke er nødvendigt, ændrer han de eksisterende minimalt men effektivt, så han skaber noget, der er genkendeligt, men samtidig helt unikt.

Kort sagt er Miéville en fryd og en forfatter, det er svært at yde retfærdighed i en kort anmeldelse. Jeg kan kun anbefale, at man får fat i en af hans bøger ved førstkommende lejligheder – for mig har de været af den type, hvor man negligerer sine pligter og gøremål blot for at læse et par sider ekstra.

2
China Miéville: Iron Council Mark Waid: Kingdom Come

2 kommentarer

Fed anmeldelse af en sand ener!
Mieville er fænomentalt fantastisk og en forfatter jeg har forsøgt at pushe til masser af folk, dog med vekslende held. Han minder mig lidt om både Jonathan Carroll i sin leg med sproget og om Clive Barker i sin iderigdom, men – kliche forude! – han er helt sin egen på alle måder. Fedt at se at han har fundet endnu en læser.

Skriv et svar til Ulf Reese Næsborg Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.