For nylig bemærkede jeg, at NMAAR havde en tegneserie i det andet nummer af forlaget Afkoms blad Absurd. Det kombineret med alt for megen tid foran computeren var da en perfekt undskyldning for endelig at få kigget på deres udgivelser. Desværre også en lidt sen undskyldning, for der var en del tomme hylder (måske har nogle mennesker hamstret undergrunds-tegneserier, hvor andre har købt toiletpapir? Jeg ved i så fald, hvem jeg holder med i postapokalypsen – sammen vil vi stjæle de andres bløde ruller fra deres afsjælede lig).

Men det blev da til Absurd nr 2 og tre numre af Volt: 3-5.

Og lad det være sagt med det samme – det er undergrund med stort U. Det er muligt, at det ikke er så kønt, men det har cirka samme energi som en nøgen mand, der løber syngende gennem byens gader om natten. Nogle vil sætte pris på det, andre vil ikke, men den nøgne mand vil helt klart more sig hele vejen.

Generelt er der en god EC horror-vibe over historierne – nogle gange endda med harsk kommenterende figurer og meget gerne med grumme slutninger. På den lidt trælse side har de slutninger det også med nogle gange at mangle en større pointe end “der sker noget grumt” – der måtte for min skyld gerne være en følelse af, at nogen får sin rette bekomst, eller i det mindste en gedigen overraskelse. Men energien er der, og når den er til stede, kan det her virke som de udstrækningsøvelser, der skal laves, før den store spurt sættes ind (eller marathon eller hvilken sport der nu passer til den slags – det, jeg tænker, er, at den slags næsten skal laves; der skal laves nogle fejl, som folk kan lære af).

Der er for mig nogle højdepunkter i de fire hæfter:

Volt 3: Amalie Martens: Skype – kort copypasta-agtig fortælling uden det store plot, men et fint lille stemningsstykke. Hannah Woetmann Bittons Tech – jeg er ærligt ikke helt sikker på, hvad der foregår, men det virker ambitiøst og fuldt af potentiale. Det er kun et uddrag, da historien er vokset til et album – mere på hendes hjemmeside. Og en del af mig kan virkeligt godt lide Kasper Clemmensens Skorstensfejeren for en superfin streg og fortællestil … men jeg mangler altså en slutning. Og så er jeg ikke helt sikker på, at jeg forstår Simon Quitzaus bagsideserie, men jeg bliver ved med at vende tilbage til den, så den har helt klart noget.

Volt 4: Peder Riis: Forrådnet skildpadde. Riis’ streg får i mine øjne alting til at se ud, som om det er vasket forkert, men historien er flot afviklet og med den rette portion satire.

Volt 5: Rebecca ERssel tegner fint til Karma, men mangler en historie, og Kasper Clemmensen leverer igen et superoplæg, der virker som kimen til noget større, men stopper brat og klodset. Gladest er jeg dog for Frederik Schock og Amalie Martens’ Havet – Martens tør lade det være enkelt, og det fungerer fint med en lidt svævende historie.

Absurd 2: Det er helt klart det stærkeste nummer – og det nyeste, så man må formode en opadstigende kurve i forlagets udgivelser. Anders Fjølvar er også med i Volt nr 3, og selv om jeg måske ikke er vild med hans tegninger, så har han alligevel en energi og en “fuck det, lad os påkalde djævelen”-indgangsvinkel, der får mig til lidt at fortryde, at jeg ikke bestilte hans andre udgivelser i samme omgang. Bjarke Johansen leverer, hvad der lader til at være en seriemorder-historie, der dog udvider sig lidt i perspektiv mod slutningen, og har en pæn streg, som SLET IKKE PASSER til historien (men det fungerer på forunderlig vis). Bjarke Friis Kristensen har en kort kaffe-historie, der minder lidt om Mårdøn Smet (også i den forstand, at jeg ikke er helt sikker på, hvad der foregår). Matias Gedteks Sengetid har et superfedt anslag med tunge EC-toner, men falder desværre i den fælde blot at genfortælle en alt for kendt historie.

Og til sidst Facilitet XVII af NMAAR, som var den, der bragte mig til forlagets udgivelser til at begynde med. Han har valgt en lidt lettere streg end mange af sine illustrationer, hvilket fungerer godt til fortællingen om menneskets forsøg på at forlade Jorden. Det er scifi-horror, og visuelt er der ikke noget at pege fingre af her – der er måske ikke den samme vildskab som i andre af serierne, og det lægger historien heller ikke op til, men der er et blik for gode motiver, og især de mere horrible. Jeg kunne dog have ønsket en stramning af historien for at underbygge klimaks – og så en ekstra korrektur på teksten.

Alt i alt en ganske fed bunke tegneserier. Lige det, der passer sig i et nedlukket Danmark. Så meget desto mere irriterende, at jeg ikke fik fat i Absurd 1.