MERE END UDDØD. Jeg må indrømme, at jeg var lidt ambivalent overfor ”Dodo”, før jeg gik i gang. På den ene side var romanens udgangspunkt et af dem, der får hjernecellerne til at knitre – på den anden side var der tale om dansk nærfremtids-science fiction, og selv om dette i sig selv er interessant, så er resultatet også meget ofte lidt akavet.

Alt det vendte forfatteren på hovedet, på godt og ondt.

Udgangspunktet er dronten – og det faktum, at der ikke eksisterer et helt eksemplar. Dronten er det første tydelige eksempel på, at menneskeheden har udryddet en hel art – den var en kalkunlignende fugl, der levede på Mauritius midt i det Indiske Ocean. Desværre var det også lige midt i handelsruterne, og da dronten ikke havde lært, at mennesker = død, endte ligningen meget snart dronter = 0. Det, som Haarup så har grebet fat i, er, at der ikke findes bevaret et helt eksemplar af dronten, ikke i sprit eller udstoppet eller på anden vis. Man er i besiddelse af nogle knoglestumper og andet, men ikke en hel dronte.

Den tidligere konservator Mardin Jørgensen bliver kontaktet af en mand, der er vilLig til at betale rigtigt gode penge for en dronte – der viser sig nemlig at være tegn på, at der kunne findes en hel én i Danmark. Modvilligt giver Mardin sig i kast med opgaven, men det viser sig, at den får langt større betydning for hans liv, end han havde forudset.

Min ene store anke mod bogen er dog den, at jeg vil have mere – at udgangspunktet bør udvikles mere. Der er et stort potentiale for historie i den uddøde fugl, men det udnyttes desværre ikke helt (selvfølgelig også fordi det er en helt anden historie, Bering Haarup er interesseret i at fortælle). Der, hvor han så til gengæld overrasker, er i den baggrund, han bygger historien op på.

Euroen er blevet indført, der er strammet op på overvågningen, og intoleransen er lige blevet en smule mere bitter. Borgerkortet er lige om hjørnet, og den ufokuserede angst lurer i alle krogene – det er alt sammen ubehageligt genkendeligt. Forfatteren har undladt de storladne, konstruerede og ofte irriterende sf-tricks til at vise, dette er en væmmelig verden – i stedet holder han den helt nede på jorden og får listet den svagt klaustrofobiske stemning ind ad bagdøren. Det er brillant skrevet.

Bering Haarup fortæller historien i tre spor: Mardin Jørgensen, et ungt punker-par og en midaldrende muslimsk kvinde. Langsomt snoes de tre spor ind mellem hinanden – roligt, ganske velovervejet og rigtig godt drejet. Alt sammen sker det til et soundtrack af hovedsageligt punk, der giver en god stemning. Der er endda en tracklist til sidst i bogen.

”Dodo” er stemningsfuld, fascineret og helt igennem vellykket dansk science fiction. Det er 21 år siden, at Bering Haarup sidst har udgivet noget – forhåbentlig går der ikke så længe til næste værk.