I de sidste 30 år af det tyvende århundrede var der (jo) ingen ende på “Lord Of The Rings”-afledte fantasy-romaner- cum – serier. Og selv dem der ikke havde en bjælde med det at gøre, kunne sælges på at de var “meget bedre”-bullshit.
I “The Sword of Shannara” ( som The Shannara Chronicles helt tydeligt bygger på), der blev skrevet af Terry Brooks, er vi virkelig ovre i kopi-rummet, med dværge, elvere, troldmand og hele parafernaliet. Ovenikøbet illustreret af Brdr. Hildebrandt i præcis samme stil som deres Tolkien Calendar anno dazumal.
Men også heller ikke “The Wheel Of Time” er opfundet af Netflix (eller hvad fanden det nu er det er), men stammer fra en død-hamrende-kedelig romanserie begået af Robert Jordan, komplet med “orker” (de hedder “trollocs”, Allan 🙂 ) der kun er “sjove” fordi de kan optræde i forskellige dyre-former (på engelske hedder det well were-shapes, med konnotation til “were-wolf”): – stenbukke, ørne, vildsvin ….. – men iøvrigt er hele historien komplet ligegyldig, fordi det tydeligt fremgår at “båndet” vil blive spillet igennem igen-og-igen indtil Den Rette har vundet. Og det gøres allerede fra starten klart, hvem Den Rette er – (lad den rette komme ind 🙂 )
Iøvrigt vil jeg også godt være med til anbefale “Cronos” samt – bare fordi – “Pan’s Labyrinth”.
Og med hensyn til science fiction på film, kan jeg kun håbe at ALLE har set Sam Rockwells “Moon” og Neill Bloomkamps “District 9”; film der er blevet lavet på et budget på to pakker tyggegummi og et knækket snørebånd, men som til hver en tid slår over-budgetterede, cgi-befængte, greenscreen-eksponerede, tumpedialog-infuserede åndsbolle-narrativer – og “i gamle dage” kunne man i det mindste lave film om til skosværte, men nu om dage hænger vi digitalt på den.